De sidste par dage har jeg været i kontakt med en helt almindelig dansk kvinde.

Fraskilt. Passede sit job til UG. Sørgede for sine børn. Betaler sin skat. Passede sig selv og sit. Et ordentligt menneske, med drømme og håb og som som bare ønsker det bedste for sine børn. For fem år siden kommer et af børnene i kontakt med psykiatrien i Horsens. Hun har fået det dårligt og lider blandt andet af OCD og angst. Hun kommer i behandling med medicin og har det tåleligt indtil 2016, hvor man vil forsøge at trappe ud af medicinen. Det slår desværre fejl og hun får det rigtigt dårligt med selvmordstanker. Moren bliver nødt til at være i hjemmet for at passe sit syge bare og de to raskesøskende, der som skyggebørn, også er svært påvirket af situationen.  For at få det hele ting at hænge sammen modtager moren dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Seks uger bevilliges .

Husk at det her er en kvinde, som sætter en ære i at klare sig selv.
I september 2018 er pigen hundesyg af anoreksi og moren er nødt til at sygemelde sig. Som altid, når det drejer sig om psykisk sygdom, er der ingen fra det offentlige system der henvender sig og tilbyder hjælp.
Oktober 2018 søger moren sin kommune om tabt arbejdsfortjeneste.

November 2018. Intet svar fra kommunen. Pigen er nu så syg at hun overføres til behandling i Århus på Center for Spiseforstyrrelser. Behandlingen går ud på at en forælder skal være til stede til alle måltider. Det er den såkaldte Familiebaserede Terapi, der forsøges. Det betyder kort fortalt at behandlingen sker i familiens skød og at sygehuset  vejer og registrerer.

December 2018. Intet svar fra kommunen.

Januar 2019. Intet svar fra kommunen.

Februar 2019. Intet svar fra kommunen. Der holdes forskellige afklaringsmøder.

11. Marts 2019. Kort besked fra kommunen: “Afslag på tabt arbejdsfortjeneste”.

Så jeg undrer mig.
Hvordan kan man forvente at sådan en familie kan hænge sammen menneskeligt?
Hvordan formoder man at den skal kunne klare sig økonomisk?
Hvordan skal de tre børn vokse op og blive trygge og glade og få en uddannelse og kunne passe enhver sit? Ganske som deres mor ville gøre hvis blot en kommune ville holde hånden under hende i en kort periode.

Jeg undrer mig vitterlig.
Peter.